NADA-behandling

Hvad er NADA?

NADA.jpg

NADA er navnet på en forening og en forkortelse for National Acupuncture and Detoxification Association. NADA er en standardiseret øreakupunkturmetode, som har vundet global udbredelse i behandling af stofafhængighed og abstinenser og som i dag også bruges i sundhedsvæsenet som supplement til behandling af stress, psykiske lidelser, traumer og personlig udvikling. NADA kan derfor også beskrives som et recovery-forløb, hvor klienten får støtte til at processere de problemstillinger, der hæmmer trivsel, heling og personlig vækst.

Metoden er enkel og består af 5 punkter i begge ører, der hver især har en stimulerende effekt på kroppens evne til at regulere følelser og finde indre ressourcer igen.

NADA kan med fordel anvendes som supplement til anden behandling ved:

  • Søvnproblemer

  • Angst/uro

  • Stress (herunder smerter)

  • Hormonelle ubalancer (herunder PMS, menopause)

  • Afhængighedsproblematikker

  • Ønske om at styrke personlig udvikling

NADA kan med få undtagelser gives til alle - også gravide.

Hvordan foregår en behandling?

NADA øreakupunktur.jpg

Behandlingen foregår i rolige omgivelser, varer ca. 45 minutter og indbefatter ikke samtale med NADA-udøveren, medmindre dette er booket på forhånd (se under Priser). Sessionen giver klienten mulighed for at vende fokus indad og finde ro og accept i den pågældende situation. NADA kan gives akut, men et optimalt forløb vil vare ca. 10-20 behandlinger i aftagende frekvens fra 2-3 gange ugentligt til 1 gang ugentligt.

Jeg sørger for at sætte rammerne for en tryg og hygiejnisk forsvarlig behandling, før de 5 nåle sættes i ørerne. Der er meget sjældent bivirkninger ved NADA, og man kan ikke stikke “forkert”. Nogle kan opleve lidt forbigående ubehag og smerte i øret, der som regel klinger hurtigt af. De fleste oplever dyb afslapning, en indre ro og falder måske lidt hen undervejs. Jeg er selvfølgelig til stede under hele sessionen, hvis du har behov for hjælp.

Har du det rigtig svært med nåle, er det muligt at sætte ørekugler i stedet. Det er ikke lige så effektiv som nåle, men har dog fortsat en stimulerende virkning. Denne behandling anbefales også til børn.